Louisiana udstiller den nulevende amerikanske kunstner Walton Fords smukke og tankevækkende dyreakvareller. Han interesserer sig ikke for dyrene i sig selv, men for vores forståelse af dem. Udstillingen stiller skarpt på fortidens natursyn, men repræsenterer også en særdeles nutidig tendens. Thurneysser’s Demon (2008) er således en akvarel af en liggende elg med rødt gevir. Den er inspireret af en tekst, der beskriver, hvordan elgen førtes til en lille schweizisk by, hvor indbyggerne betragtede den som en farlig dæmon. Til sidst får indbyggerne fred, da en kvinde fodrer elgen med et æble fyldt med søm. Pludselig ser elgen ikke længere fredfuldt hvilende ud. I alle motiverne mødes dyrenes vildskab af vores trang til at forstå dem, navngive dem, holde dem som kæledyr, jage dem eller simpelthen pine dem. Selvom fortidens natursyn bliver udstillet, er det ikke så meget for, at vi skal forarges over datidens barbari. Man fornemmer snarere en ægte fascination og kærlighed til datidens kunstneriske teknikker og videnskab og et ønske om både at skildre dyrenes og datidens menneskes anderledeshed.
Ford er fascineret af den dybe afgrund mellem os og dyrene, af at vi aldrig vil kunne forstå hinanden, og at vores syn på dyrene har ændret sig, således at den nære fortids mennesker også fremstår fremmedartede. Hans store akvareller er fortolkninger af historiske tekster, der supplerer værkerne og forstærker eller ændrer akvarellernes betydning.
Akvarellerne er storslåede og ligner datidens naturhistoriske illustrationer, men indholdet er langt fra så uskyldigt. De til tider syrede motiver får en anden klangbund, når de er inspireret af virkelig naturforskning og autentiske tekster. Ford understreger selv, at ambivalensen i billederne ikke blot er tilfældigt opstået, men udspringer af en virkelig baggrund. Det overbevises man af i hvert billede (måske undtagen Le Jardin), og det gør akvarellerne til et interessant og velfunderet eksempel på den aktuelle bølge af kunst med dyremotiver, som også var fremherskende på årets Art Copenhagen.
Akvarellerne er imponerende i deres egen ret, men “samplingen” af historiske kilder er mindst lige så interessant. Således er den udklædte, døende abe iJack on his Deathbed (2005) beskrevet af en vulkanolog som “min ondskabsfulde og pirrelige yndlingsabe”, mens de hyggeligt udseende bjørne iScipio and the Bear (2007) er ved at styrte i døden, da nogle gårdejere assisteret af ornitologen J. J. Audubon har jaget dem op i et træ og sat ild til det, fordi de med Audubons ord “… var ivrige efter at få så meget morskab ud af dem som muligt”.
Statens Museum for Kunst må have haft tankerne på alle de gamle flipperes herlige entrépenge, da de besluttede, at det var en god idé at værdige Bob Dylans malerier en stor særudstilling.
Det er da for så vidt en sensation, at Statens Museum for Kunst har præmiere på 40 malerier af Bob Dylan, malet specielt til udstillingen. Museet blev interesseret i Dylan efter at have set en række akvareller af ham. Dylan var færdig med akvarellerne, men kastede sig i stedet over akrylmaleriet og producerede billederne i en hektisk periode fra 2009-2010. Men selvom billederne sådan set er i orden, trænger spørgsmålene og forbeholdene sig alligevel på. Ville man værdige billederne et blik, hvis de var malet af enhver anden? Nej. Er et maleri stor kunst, bare fordi, at det er malet af en stor kunstner? Nej, billederne er højst godkendte stiløvelser udi ekspressionisme, men tilføjer intet nyt, højst grimmere måder at sætte farver sammen på.
SMK taler selv udenom problemet og fremhæver, at Dylan altid har malet, og at det er hans glimrende evne som iagttager, der er den bærende faktor. En del af vejen har de ret, og billederne er ikke direkte elendige. Der er bare tale om 40 tvivlsomme malerier af forskellige situationer i Brasilien. Fra favelaen, fra barerne, fra gadelivet og fra naturen. Men man føler ikke, at man kommer tættere på Brasilien af den grund, og man kommer heller ikke rigtigt tættere på kunstnerens vision med at imitere Cezanne, når der males bygninger og Matisse, når der males kvindekød.
Visse situationer og malerier rummer en vis dobbelthed og nogenlunde interessante antydninger af handlingsforløb. Hvis man havde skåret udstillingen ind til benet og udvalgt de fem bedste billeder, især The Piano, Sharpshooter, Politician, Revelations og The Argument, kunne man lettere have købt idéen om Bob Dylan som stor billedkunstner. Som det er nu, er der alt for mange svage elementer, der ubønhørligt afsløres, når man maler på lærred. Skitserne til billederne udstilles sammen med malerierne, og giver et interessant indblik i arbejdsprocessen. Men udstillingen kan ikke anbefales for andre end fans eller som en interessant advarsel i, hvad der sker, når ingen siger nej til et stort navns udfoldelser.
